OCD

vandhane.jpg

 

OCD - Obsessive Compulsive Disorder er fagterminologien for tvangshandlinger og tvangstanker.

Disse tanker og handlingsmønstre har deres egen cirkulære logik. Barnet, der har OCD, forestiller sig en katastrofe, og i ønsket om at undgå denne katastrofe opbygges nu en tro på, at visse handlinger kan forhindre det frygtede i at ske: På grundlag af disse tankekonstruktioner opstår det handlemønster, der kaldes OCD.

OCD og tvangstanker dræner energi

OCD'en tager en meget stor del af barnets overskud/energi. F.eks. håndvask 50 gange dagligt, tællen til ti før man går over dørtrin, særlige bevægelser med hænder, øjne eller fødder, hop på stedet osv. Altså nogle rituelle handlinger som barnet forsikrer sig selv om er nødvendige.

Frygten er ikke nødvendigvis kendt af barnet, men ofte dunkel i den forstand at barnet, der har OCD, har nogle forestillinger om, at noget forfærdeligt kan ske, noget der er så frygteligt, at barnet ofte ikke tør tænke tanken helt til ende.

Karakteristisk ved OCD handlinger

Det karakteristiske ved OCD handlinger er at der ofte er tale om ganske almindelige handleformer som mange af os dagligt udfører og som derfor ikke i sig selv er påfaldende. Det påfaldende er at handlingen gentages i et ritualiseret mønster, eller i en overdreven form.

Der er intet påfaldende i at barn der skænker et glas vand spilder tre dråber på bordet og tørrer disse op med et stykke af en nærtstående køkkenrulle. Men når det observeres at barnet ikke hælder vand op uden at spilde og tørre af, er det værd at kikke efter om der ligger et tvangsmæssigt ritual under handlingen eller om der er tale om en kande der er svær at hælde af!

De fleste mennesker har vaner og rutiner, men disse har først karakter af tvang, hvis det giver problemer for personen, når handlingen forhindres.

Hvis en voksen f.eks. hælder op til barnet uden at spilde, og barnet derefter konsekvent tørrer bordet af alligevel, eller konsekvent begynder at spilde fra glasset, så bordet kan tørres af, så bør man være opmærksom.

Andre børn har langt mere fremtrædende symptomer, de vasker huden af hænderne, tager glasset til munden fem gange før de drikker, kan kun sove om natten hvis der bliver sagt godnat "7" gange etc.

 

6 punkter i mit arbejde med OCD børn

 

  1. Starter jeg med acceptere en ritualiseret adfærd i klinikken for derefter at bryde denne. Accepten er nødvendig, dels fordi jeg derved kan se problemets omfang og form, og samtidig er denne ritualiserede adfærd jo barnets måde at anskueliggøre sit problem for mig. Det er derfor vigtigt, at jeg viser barnet, at jeg ikke er spor bange for at se denne adfærd, men derimod har redskaber til at takle det, der ligger bag den.
  2. Jeg bryder adfærden ved hjælp af teknikker tilpasset det enkelte barn. En af disse teknikker er arbejdet med "usynlige historier". Et koncept, hvor jeg opbygger en historie, der er parallel til barnets problemstilling, men ikke nævner de eksakte karakteristika. Historien opbygges momentant sammen med barnet, så barnet undervejs giver historiens personer gode råd og historien ændrer sig herefter. Gennem arbejdet med disse historier forstår barnet, at man kan være bange for noget, som slet ikke er farligt, og barnet begynder nu spontant at kommentere historiens figurer og deres adfærd. Gennem denne aktive deltagelse i historien opstår en transfer værdi, vi som voksne kender fra erfaringsoverførsel.
  3. Når dette punkt er nået, kan jeg begynde at konfrontere barnet med de tvangsmæssige handlemønstre, og sammen kan vi arbejde på at ændre disse.
  4. Det er væsentligt, at barnet på dette tidspunkt selv kan se et klart formål med at overvinde de styrende tanker og handlinger.
  5. Tvangshandlinger er barnets måde at få styr på tvangstanker. Tvangstanker bevirker, at barnet oplever verden som farlig, og det er derfor vigtigt, at barnet konfronteres med andre muligheder og med den reelle fare, inden man samarbejder om at give slip på den sikkerhedssøgende adfærd.
  6. Når barnet har sluppet adfærden, og oplever at dets verden ikke bryder sammen eller overskylles af katastrofer, vil det være meget tydeligt for barnet, at den beskyttende faktor, altså det adfærdsmønster, der førte til tvangshandlingerne, var et "falskt" billede . Barnet vil tydeligt se, at der var tale om en illusion. Det er vigtigt, at der før denne indsigt når barnet, er funderet et nyt grundlag for tryghed, da barnet ellers vil kunne udvikle den særlige form for hjælpeløshed, der opstår, når man kommer til at dømme sig selv som årsag til den accelererende proces, der har afstedkommet problemet.