Selektiv mutisme
Se mit tilbud om supervision til psykologer, der arbejder med selektive mutister.
Oprindelig kaldt elektiv mutisme, fordi man troede, at børn med denne lidelse var trodsige arrogante børn, der valgte, at de ikke ville tale med nogle, mens de talte frit med andre.
Der er tale om en lidelse, der kan opstå, efter at barnet har udviklet et normalt og problemfrit sprog. I forbindelse med en situation som barnet oplever som truende, forsvinder barnets stemme pludselig, så barnet f.eks. kan tale i hjemmet men ikke udenfor hjemmet, eller barnet kun kan tale til kvinder, kun til mænd, kun til andre børn eller evt. kun til sine husdyr.
Nogle børn med denne lidelse udvikler den sideløbende med udviklingen af deres sprog, så de, i takt med at de lærer og udvikler sig til at gøre sig forståelige via sproget, i stigende grad retter deres opmærksomhed mod forældrene. Disse børn taler altså fra starten kun med f.eks. deres forældre og søskende, men ikke med andre.
Barnets oplevelse af selektiv mutisme
Som udgangspunkt ser begge lidelser ens ud, når man møder dem, men et barn der aldrig har talt, kan have sværere ved at overvinde barrieren, fordi barnet - i sin egen selvopfattelse - ikke ser sig selv som et talende barn. Det er lettere at overvinde sig selv til, at gøre noget man har prøvet før, end at gøre noget man aldrig har prøvet.
Børn med denne lidelse frygter at omgivelserne vil "kikke" på hende / ham hvis hun begynder at tale og denne tankekonstruktion kan i sig selv skabe frygt.
Lidelsen kaldes idag selektiv mutisme, fordi man har erkendt og anerkendt, at Mutisme er en angstlidelse der oftest er forankret i separationsangst. Altså angsten for at skulle skilles fra dem man holder af - typisk sine forældre og iblandt den ene af forældrene mere end den anden. Barnet mister derfor sproget i alle de sammenhænge hvor den eller de personer som seperationsangsten knytter an til ikke indgår.
Logikken er ikke bevidst for barnet, men er centreret om "at når jeg kun kan tale med og til min mor og far, så må jeg blive ved med at være sammen med dem altid, for hvis jeg ikke er sammen med dem, kan ingen forstå mig." Der er således tale om tanker af katastrofe karakter hvorfor børn med selektiv mutisme, for en udenforstående kan fremstå som "stædige" og "rigidt vedholdende" Der er dog tale om en stærk angst der hindrer disse børn i at se deres eget udviklingspotentiale. Og denne angst forstærkes af overbevisingen om at "ingen forstår mig" - en offerposition der i sig selv giver sociale problemer.
Disse børn oplever således sig selv som ofre, og som en grotesk krølle på problemstillingen oplever disse børns omgivelser sig som ofre for, at barnet "nægter" at tale til dem.
Denne meget uheldige konstellation stiller sig som en barriere for behandlingen, fordi omgivelserne kræver af barnet, at det skal tale, og barnet oplever kravet som urimeligt, fordi det netop ikke kan tale.
Derved føler barnet sig dobbelt forladt fordi kommunikationen er svær og omgivelsernes krav giver barnet en følelse af slet ikke at blive respekteret. Og netop denne følelse rammer samtidig de voksne omkring barnet så problemstillingen fastlåses i et "tovtrækkeri".
5 punkter i min behandling af disse børn
- Funderer jeg barnet, så det opbygger en tro på, at kunne mestre livet gennem kommunikation med omverdenen.
- Jeg arbejder med eksternalisering, så barnet fralægges "skyld", og i stedet kan samarbejde med mig om at vinde herredømmet og "den flabede stemme, der er gået sin vej".
- Jeg arbejder med separationsangsten ved at udskifte barnets forestillingsbilleder med nogle andre billeder, der fortæller, at verden ikke er "farlig", men et trygt sted at være.
- Sammen med barnet finder jeg "trigger punkterne", dvs. de signaler "stemmen" benytter sig af, både når den kommer, og når den går.
- Behandlingen er meget individuel og i hvert eneste tilfælde tilpasset netop DIT barn og dets særlige behov set i forhold til sårbarhedsfaktorer.
Vælg en børnepsykolog som er ekspert i selektiv mutisme
Det er af altafgørende betydning, at det er en børnepsykolog med særligt kendskab til denne lidelse, der behandler dit barn. I Danmark er lidelsen sjælden og kendskabet til den, selv blandt børnepsykologer, er begrænset. Mange børn med denne lidelse fejldiagnostiseres derfor, idet mutismen overses, og tages til indtægt for en del af en anden lidelse, men hvis mutismen ikke behandles som værende hovedlidelsen, og i stedet behandles som om barnet er retarderet, autistisk, opmærksomhedsforstyrret eller blot stædigt eller "adfærdsvanskeligt" er prognoserne for helbredelse meget ringe, mens en god behandling der pågår så længe børnepsykologen anbefaler det, har gode prognoser.